Kronhjorte forretter store skader i sjællandsk skov og afgrøder
Kronhjorte laver store skader i skover og afgrøder omkring Store Åmose på Vestsjælland. Derfor vil de lokale jægere nedlægge flere hjorte.
Kronhjorte spiser kornet og gnubber barken af skovens træer i området omkring
Store Åmose på Vestsjælland. Og det i en sådan grad, at det nu går voldsomt ud over lokale land- og skovbrug.
Derfor vil de lokale jægere nu nedlægge flere hjorte, skriver P4 Sjælland.
En af dem, der mærker følgerne af det stigende antal kronvildt, er skovejer Sven Rosenmeyer Paulsen.
- Cirka halvdelen af træerne i skoven er beskadigede på grund af kronvildtet. Kommer der en efterårsstorm, så er træerne i risiko for at vælte, siger Sven Rosenmeyer Paulsen til P4.
Og skal skovejerne have noget ud af træet, så er de nødt til at skære det beskadigede stykke væk, og resten af træet kan så bruges.
- Men det betyder, at den mest økonomisk fordelagtige del af stammen, den må man kassere, siger han.
Intensiverer jagten
Men det er ikke kun hensynet til indtjeningen fra skove og marker, der tæller. Sven Rosenmeyer Paulsen er også formand for det lokale kronhjortelaug, og her har man besluttet at skrue op for jagten på den store drøvtygger.
- Vi vil ikke udrydde dem. Vi vil gerne sikre os, at der er en levedygtig og sund bestand. For vi kan risikere, at der ikke er føde nok om vinteren, så de bliver syge, forklarer Sven Rosenmeyer Paulsen til P4 Sjælland.
Sidste år skød jægerne i Store Åmose 82 stykker kronvildt, men Sven Rosenmeyer Paulsen anslår, at der samme år kom cirka 150 kalve til.






































