L&F: Landbruget betaler for ruslandskrisen på grund af politiske forsømmelser
Politikere har forsømt at gøre deres hjemmearbejde. Derfor bærer landbruget alene den økonomiske byrde af sanktionerne mod Rusland.
Politikerne – både på Christiansborg eller i Bruxelles – har forsømt at gøre deres hjemmearbejde. Det betyder, at de økonomiske sanktioner mod Rusland som følge af krisen i Ukraine, som normalt betales af stater, i dette tilfælde betales af ét erhverv – nemlig landbruget.
Det synspunkt kommer frem i en kronik i Jyllands-Posten, der er forfattet af cheføkonom Thomas Søby i Landbrug & Fødevarer og Jens Worning, der er ruslandsanalytiker og lobbyist.
Kronikken afsluttes derfor med at byde politikerne velkommen tilbage fra sommerferie og ønsker dem en god arbejdslyst.
Ét erhverv bærer byrden
- Normalt er det stater, der betaler omkostningerne vor den første sikkerheds- og udenrigspolitik, og ligeså normalt er det med afledte effekter for samfundets økonomi. I dette tilfælde er det omvendt. Det er et bestemt erhverv, der bærer omkostningen for den førte politik og med afledte effekter for staten (manglende indtægter samt tab og konkurser), lyder det i kronikken med titlen »Landbruget som gidsel i Øst-konflikten«
Thomas Søby og Jens Worning understreger, at de ikke stiller spørgsmålstegn ved, om økonomiske sanktioner er rigtige eller forkerte.
Det der ligger de to kronik-skribenter på sinde er i stedet spørgsmålet om, hvad man »stiller op med de mennesker, der har deres udbytte fra erhverv, der med et pennestrøg tages som gidsler i en sikkerheds- og geopolitisk konflikt og ikke mindst det velfærdstab, som det repræsenterer for samfundet som helhed«.
- En nøgtern politisk vurdering af konflikten tilsiger, at vi sagtens kan have sanktioner i to til tre år endnu. Den tabte værdi i 2014 er ikke en engangsforeteelse. For hver år, der går med sanktionskrig, taber vi i velfærd i form af negativ afledt effekt på vækst og beskæftigelse, der jo som bekendt ikke bæres af samfundet generelt, men af enkeltpersoner og enkeltvirksomheder, skriver Thomas Søby og Jens Worning.
Kræver politisk handling
De bemærker, at det ikke er landbrugets hjemmebane, at håndtere situation som gidsel i en sikkerheds- og geopolitisk konflikt.
- Her må politikerne på Christiansborg og i Bruxelles udvikle svar, opfordrer de.
- Men det hjemmearbejde er ikke – et år efter sanktionskrigen for alvor tog fat – endnu ikke færdiggjort, lyder det videre.
- Der skrives ikke bare historie på verdensplan men også i den danske landbrugs- og fødevaresektor, og politikerne må bidrage med centrale politiske svar, opfordrer Thomas Søby og Jens Worning, der ønsker det nye folketing velkommen hjem fra sommerferie – og god arbejdslyst.










































