Global utilfredshed vokser blandt mælkebønder
De globale mælkepriser bliver ved med at rasle ned, og utilfredsheden breeder sig i flere lande.
Mælkebønder verden over sættes under pres af de styrtdykkende mælkepriser og det får bønder flere steder i verden op på barrikaderne.
I Storbritannien, hvor blandt andre Arla indsamler mælk, overvejer flere mælkebønder i området Oxfordshire helt at opgive sit erhverv. Det skriver avisen Witney Gazette ifølge FødevareWatch.
Både lokale bønder og deres brancheforening siger til avisen, at en lang række landmænd vil stoppe, hvis priserne bliver ved med at dale.
- Du kan ikke producere mælk til den pris. Det er ikke holdbart, udtaler John Hook, der er mælkebonde på fjerde generation, til avisen.
På den anden side af jordkloden, i New Zealand, kan mælkebønderne også mærke presset, og her vil flere aktører have landets store mejeriselskab, Fonterra, til at suspendere sin Global DairyTrade-auktion, indtil priserne stabiliserer sig. Det skriver NZ Farmer.
GlobalDairyTrade (GDT) er en online platform, hvor selskaber kan sælge mejeriprodukter som mælkepulver og ingredienser. Ifølge mediet faldt priserne på GDT med 9,3 procent onsdag i denne uge. Det var tiende uge i træk, at de var faldet, og de ligger nu på det laveste niveau siden 2002, oplyser FødevareWatch.







































