Maskinstationer indgår nyt it-samarbejde
Danske Maskinstationer og Entreprenører indgår nyt samarbejde med Jysk IT i Billund, der skal servicere de 730 medlemmer af foreningen.
- Vi har erkendt, at vi ikke kan skabe værdi for vores medlemmer ved selv at levere IT-service. Derfor nedlægges den énmandsbetjente IT-afdeling, og opgaven bliver outsourcet, fortæller branchedirektør i DM&E, Bent Juul Jørgensen i en pressemeddelelse.
Han forklarer, at valget er faldet på Jysk IT, fordi man ledte efter en samarbejdspartner, der havde musklerne og erfaringen.
I Jysk IT er den store gevinst ved samarbejdet med DM&E en mere rationel og effektiv drift, oplyses det.
- Vi driver en landsdækkende IT-service på landbrug og dyrlægeklinikker, men det siger sig selv, at når vi for eksempel har 40 landbrug og dyrlægen på Bornholm, så bliver det mere rationelt, at vi også får øens maskinstationer med, forklarer Peter V. Tomsen, direktør i Jysk IT.
Medlemmerne i DM&E kan ved Jysk IT få hjælp til alle typer af IT-opgaver. Det gælder internetforbindelse, telefoni – og alt lige fra bestilling af ny toner til hele IT-driften af maskinstationen med al hardware og hosting.





































