En tår iskold mælk direkte fra kartonen – det er noget, hver fjerde dansker sætter pris på.

Men mænd og kvinder er forskellige – også når det kommer til deres mælkevaner:

Mens hver tredje mand over 18 år skipper glasset til fordel for kartonen, når de vil have en tår svalende mælk, gælder det samme kun for hver ottende kvinde. Det viser en ny undersøgelse, som Mejeriforeningen har foretaget gennem Epinions Danmarkspanel.

Det er både, når tørsten melder sig om dagen og om natten, at kartondrikkerne dropper glasset.

13 procent af dem, der kan lide at drikke direkte fra kartonen, gør det, når kroppen er ramt af tømmermænd.

Særligt nordjyderne og københavnerne er vilde med en slurk mælk direkte fra kartonen, mens fænomenet er mindst udbredt i Østjylland, oplyser Mejeriforeningen.

Jan Hermansen fra Mejeriforeningen fortæller, at nogen synes mælken smager bedre, når den drikkes direkte fra kartonen, mens det for andre er ren nostalgi.

- I mange barndomshjem er det måske forbudt at skippe glasset, så der kan også være noget rebelsk over at drikke mælken direkte fra kartonen, siger Jan Hermansen