En række mindre fødevareorganisationer har stiftet en ny stor aktør på det danske fødevaremarked, som hedder FødevareDanmark, og som bliver talerør for mere end 500 medlemmer, der har en årlig omsætning på over 10 milliarder kroner.

Bag FødevareDanmark står foreningerne Danske Slagtermestre, Danmarks Fiskehandlere, Ostehandlerforeningen for Danmark samt foreningen SMV Fødevarer.

- Formålet med FødevareDanmark er at skabe en samlet stemme for de små og mellemstore virksomheder og butikker inden for fødevareområdet, da deres udfordringer og prioriteringer ofte er andeledes end dem, der dominerer markedet, fortæller Leif Wilson Laustsen, der er nyudnævnt formand.

Ifølge en pressemeddelelse fra foreningen, så hilser miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen den nye organisation velkommen.

- De mindre fødevarevirksomheder bidrager til et bredere fødevareudbud, styrker konkurrencen og udfordrer de store virksomheder til at gøre det endnu bedre. Vækst i de små og mellemstore fødevarevirksomheder er vigtig for regeringen, og jeg ser frem til et konstruktivt og spændende samarbejde med den nye organisation – ikke mindst om, hvordan vi kan forbedre vilkårene for at drive fødevarevirksomhed i Danmark, siger hun i en kommentar i forbindelse med dannelsen af den nye organisation.