Myndigheder skal redegøre for hver ny regel
Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen efterlyser gennemsigtighed i forhold til, hvor Danmark implementerer EU-direktiver
Ministeren kræver nemlig, at der fremover skal redegøres nøje for, hvor langt man går i forhold til den mindst mulige fortolkning af EU’s direktiver. Ministeren vil ad den vej forsøge at sikre, at embedsmændene i hvert eneste tilfælde overvejer, om eksempelvis danske landmænd pålægges byrder, der egentlig ikke er nødvendige i forhold til direktiverne.
- Jeg synes, vi har brug for transparens omkring, hvordan vi implementerer EU-lovgivning og klart få afdækket, hvad kravene er i EU-direktivet, og hvad vi selv putter ovenpå fra dansk side, siger Eva Kjer Hansen til Børsen.
Hun peger på, at 90 procent af de EU-regler, der gennemføres sker på administrativt plan – og ikke gennem lovgivningen.






































