Brud på gylleregler koster ikke længere træk i landbrugsstøtten
Miljø- og fødevareministeren ændrer nu den danske særregel, hvor landmænd fik træk i støtten for brud på regler om gylleudbringning.
46 landmænd er efter de har brudt reglerne om udbringning af gylle fejlagtigt blevet trukket i landbrugsstøtten mellem 2005 og 2014, uden at der var hjemmel til det.
Landmændene får nu pengene tilbage. Samtidig bliver reglerne ændret, så danske landmænd ikke længere bliver trukket i landbrugsstøtten, når de bryder reglerne om gylleudbringning på markerne.
- Danske landmænd skal selvfølgelig ikke trækkes i støtte på områder, hvor andre slipper. Derfor ændrer jeg nu reglerne, så vi i Danmark ikke går længere med kravene, end EU kræver. NaturErhvervstyrelsen er i færd med en grundig gennemgang af reglerne, så vi sikrer os, at den slags ikke sker, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) i en pressemeddelelse.
Europæiske landmænd skal leve op til en række krav, når de udbringer husdyrgødning. Danmark har trukket landmændene i landbrugsstøtte via krydsoverensstemmelse, hvis landmændene ikke levede op til kravene.
Men det har været et eksempel på overimplementering, viser en større gennemgang af reglerne på området, som NaturErhvervstyrelsen er i gang med, oplyser Miljø- og Fødevareministeriet. Derfor vil danske landmænd, på linje med andre EU-landes praksis, ikke længere blive trukket i landbrugsstøtte, hvis de ikke lever op til kravene for udbringning af gylle.
Selvom man ikke længere bliver trukket i støtte, hvis man overtræder reglerne for gylleudbringning, så vil man fortsat skulle overholde de nationale regler. Man får en bøde, hvis man bryder reglerne.Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.





































