Tilhængere af rødt skal lære at sige Optum
Case IH lancerer torsdag to modeller i en ny traktorserie, Optum CVX 270 og Optum CVX 300
Sådan lyder et af udsagnene om den nye Case IH Optum CVX-traktorserie, der nu kommer i produktion og allerede fra slutningen af året vil kunne leveres fra producentens fabrik i Østrig.
Foreløbigt er der tale om to modeller på henholdsvis 270 og 300 hk i den nye Case IH Optum-serie, der lanceres netop nu og helt sikkert vil blive udstillet på Agritechnica i Hannover til november.
Tro mod sit ophav
Trods et nyt design af såvel motorhjelm som hovedkonturerne med førerkabinen i en lidt fremskudt position, er det umiskendelige indtryk, at der er tale om en klassisk Case IH-traktor.
Ikke desto mindre vil designelementer fra den nye Optum i den kommende tid finde vej til andre serier.
For det danske traktormarked vil Optum placere sig lige i solar plexus, hvor det store nysalg af traktorer i Danmark befinder sig, nemlig fra 250 til 300 hk.
Her på toppen af Puma-seriens største traktor på 224 hk, og hvor Magnum-seriens mindste befinder sig i lidt store sko, rammer Optum som en kraftfuld letvægter på 270 og 300 hk, der med høje kapaciteter på front- og baglift samt oplagte kompetencer til transportarbejde klarer såvel tungt markarbejde som landevejstrafik med store læs.
Stor brændstoftank
Optum kan bringe sig ned i fart fra transporthastighed ved hjælp af en effektiv motorbremse, der helt sikkert vil spare på bremsebelægningerne. Nedbremsningen er tilmed optimeret ved hjælp af reversible kølervinger, der både medvirker til nedbremsningen med 40 procent og køler ekstraordinært under motorbremsningen.
Motoren er naturligvis fra CNH-koncernens nære familie, en 6,7 liters NEF-motor fra FPT Industrial i Torino. Igen har de europæiske emissionskrav fungeret som drivfjeder til nyudvikling af motorer og motorudstyr.
FPT-motorerne er brændstofoptimeret, og efterbehandler gasserne uden brug ar recirkulation, men ved hjælp af den nyeste generation af adBlue-behandling, Hi-eSCR.
Trods en brændstoføkonomisk motor vælger Case IH alligevel at øge Optum CVX’ens brændstoftank betragteligt, og bringer nu en mængde brændstof med i marken svarende til et halvt års varmeforbrug til oliefyret i et velisoleret parcelhus.
Uden at virke klodset bliver der plads til en 630 liter stor brændstoftank og 96 liter adBlue, der bringer traktoren i stand til at klare endog meget lange arbejdsdage i marken.
Høje løftekapaciteter
Som den alsidige slider til tunge jordbehandlingsopgaver tillader Optum CVX, trods sin relative lave egenvægt, at læsse knapt seks ton i frontliften og godt 11 ton i bag. Det er blandt andet muligt, fordi et integreret bundkar og ramme giver samme styrke som traktorer med rammeopbygning.
Der er også blevet plads til en dækmontering under de store bagskærme, der kan matche de mange kræfter. 2,15 meter høje dæk er der plads til i bag, mens den særlige konstruktion hen under motoren stadig giver plads til store forhjul, uden at det går ud over forhjulenes manøvreevne og venderadius.
Forakselaffjedringen er en såkaldt saddeltype med forankringspunkter langt henne under motoren.
Overvågning af dæktryk
Som en af frontløberne for variable transmissioner har Case IH valgt at montere de to første Optum-modeller med CVX-transmission, deraf navnet Optum CVX.
Som ekstraudstyr leveres et særligt avanceret ABS-bremsesystem, der kontrollerer nedbremsninger i kurver på en måde, hvor ingen af hjulene risikerer at blokere.
Med til sikkerheden ved transportarbejder og beskyttelsen mod markskader er også sikkerhed for at køre med det rette dæktryk. En lille trådløs sender i ventilhætten sender informationer om dæktrykket i op til 16 forskellige hjuls aktuelle dæktryk. Føreren kan dermed til enhver tid forvisse sig om korrekt dæktryk i både traktorens og en eventuel trailers dæktryk.
Forberedt til telematic
Fra kabinen med den udelte frontrude kan føreren naturligvis manøvrere redskaberne med den nyeste version af Isobus Class II som standard og mulighed for Isobus III.
Optum-modellerne er fra fødslen udstyret med det nyeste system til foragermanagement, HMC II, der tidligere på året blev introduceret som en mulighed i Puma-serien.
HMC II lagrer, og har dermed mulighed for endnu flere kombinerede funktioner indspillet end tidligere systemer.
Optum er naturligvis forberedt for alle niveauer af RTK præcisions-gps, ligesom producentens avancerede telematic, herunder den trådløse Remote File Transfer Funktion, der helt vil afskaffe behovet for at bringe data til og fra marken ved hjælp af usb-stik.








































