Få kontrol over spalteskraberen fra din smartphone
Lelys »Discovery« er nu blevet endnu nemmere at betjene fra distancen
En lignende app til Android-telefoner, som Lely introducerede sidste år, er så populær, at en Apple-version ikke kunne udelukkes, oplyser firmaet.
Takket være en Bluetooth-forbindelse kan landmanden kontrollere sin Discovery-spalteskraber fra sin mobile enhed.
- Det betyder større fleksibilitet og flere muligheder end den nuværende E-link kontrolboks. Oveni kommer, at flere brugere kan betjene samme maskine, pointeres det fra Lely.
Via sin smartphone kan man også betjene sin Juno-foderskraber, hvis man har en sådan på bedriften. Lely Control kan downloades gratis i App Store hos Apple.
Et verdenshit
Lely Discovery er med 9.000 enheder i daglig funktion over hele verden ifølge producenten markedets mest foretrukne mobilskraber til spaltegulve.
- Tilsammen har disse robotter tilbagelagt en afstand svarende til 37 jordomrejser, og rengjort et areal, der er 31 gange større end Danmark. Det gør Lely Discovery uovertruffen inden for automatisk staldrengøring, pointerer man fra producenten.
Firmaet understreger, at staldhygiejne er afgørende for god dyresundhed.
Lely Discovery skraber spalterne så ofte som nødvendigt, og sørger derved for, at gulvet hele tiden er rent og tørt. Rene og tørre klove, haler, sengebåse og yvere forebygger klov- og yversygdomme og øger gårdens udbytte såvel som dyrevelfærden, fastslås det fra Lely.





































