Et projekt på tværs af landboforening og en række grønne foreninger har skabt 27 kilometer naturstriber i Herning Kommune.

For hos Herning-Ikast Landboforening fik bestyrelsesmedlem Jens Simonsen nemlig til opgave at finde ud af, hvordan man kunne komme i bedre dialog med andre grønne organisationer. Og der blev taget kontakt til blandt andre Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening.

Man blev hurtigt enige om, at man ville lave noget sammen til gavn for faunaen i det åbne land, og to yderligere foreninger – Biavlerne og De Stående Jagthundeklubber – samt rådgivningsvirksomheden Heden & Fjorden sluttede sig til projektet.

I al sin enkelthed har projektet gået ud på, at alle landmænd, som i foråret kom i kontakt med en af rådgivningscentrets planteavlskonsulenter, fik folderen stukket i hånden med en opfordring til at tilmelde sig og angive, hvor meget man ville have lavet.

Betaler selv

Der, hvor naturstriberne skulle etableres, skulle landmændene blot undlade at så – og så ville den valgte maskinstation komme og etablere striberne i en bredde på tre meter.

Landmændene skulle selv betale for at få striberne etableret – og selv afregne med maskinstationen – mens Herning Kommune sponsorerede de frø, der skulle anvendes.

I løbet af kort tid meldte 47 lodsejere sig som interesserede. De har i gennemsnit fået lavet 575 meter hver, så det er alt i alt blevet til 27 km.

Striberne ligger i dag rundt om i kommunen, og der er anvendt en lang række plantearter, der er til gavn og glæde for alt fra insekter til agerhøns og harer.