Landmand indvier biogasanlæg
Et nyt biogasanlæg hos en økologisk mælkeproducent i Sønderjylland skal blandt andet behandle gylle og majsensilage
Hans Martin Westergaards anlæg er et af to nybyggede anlæg på økologiske kvægbrug, der benytter tysk knowhow og teknologi.
Michael Tersbøl, biogasrådgiver og faglig udviklingschef i Økologisk Landsforening, understreger vigtigheden af at opbygge danske erfaringer:
- Vi har brug for erfaringer med denne type anlæg, som er udviklet til at håndtere faste biomasser. Det er vigtigt, fordi økologiske biogasanlæg kan blive løftestang for recirkulering af for eksempel husholdningsaffald fra by til landbrug og derved tilvejebringe økologisk gødning til en større øko-omlægning i landbruget.
Økologisk Landsforening oplyser, at anlægget i Kliplev skal behandle gylle, dybstrøelse, kløvergræsensilage, hønsemøg og lidt majsensilage fra egen og andre bedrifter. En 250 kW gasmotor vil kunne producere cirka to millioner kWh om året – svarende til 400 parcelhuses samlede, årlige forbrug. Dertil kommer næsten samme mængde energi i form af varme.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.





































