Giv ikke telefon-svindlere adgang til din PC
Hos Jysk IT i Billund oplever man et stigende antal henvendelser fra landmænd der oplever, at blive forsøgt hacket og svindlet
Men lad være med at udlevere adgang og password til computeren. Sådan lyder rådet og advarslen fra Jysk IT i Billund.
- Vi har hørt om flere forskellige fremgangsmåder, men aldrig selv oplevet nogen af dem, så vi kan kun formidle andres erfaringer. Som oftest er signalementet en dårligt engelsktalende person, som udgiver sig for, at ringe fra Microsoft. Vedkommende vil herefter prøve at bilde dig ind, at der er problemer med din PC, og du i den forbindelse skal give vedkommende adgang til din PC, for at rette disse fejl, forklarer Philip Rechnagel Andersen, IT-konsulent, Jysk IT, og fortsætter:
- Hvis personen får adgang til din PC, vil der blive sat en kode på den, og vedkommende vil bede om dine kreditkort-oplysninger, for at fjerne denne kode. Er der først kommet en kode på PC’en, kan vi ikke garantere at få denne fjernet.
Han råder ganske enkelt til at man lægger røret på, hvis man bliver telefonisk kontaktet af disse svindlere – selv om personerne ofte kan lyde utroligt overbevisende.