Øko-areal har vokseværk
Det økologiske areal er vokset med godt 22.000 hektar efter flere års stagnation
Det økologiske areal vokser nemlig med godt 22.000 hektar efter flere års stagnation, oplyser Miljø- og Fødevareministeriet.
- Flere og flere danskere vælger at lægge økologi i indkøbsvognen, og det ses nu ude på de danske marker. De mange nye økologiske landmænd betyder, at danskerens voksende øko-appetit bedre kan mættes samtidig med, at der bliver flere varer til den stigende eksport, lyder det fra miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).
Ansøgningerne er tikket ind i takt med stigende afregningspriserne på økologisk mælk, fremgang i salget af økologisk frugt og grønt og så stor efterspørgsel på økologisk kød, at butikkerne ikke kan fylde hylderne hurtigt nok. Det har givet 124 nye økologiske landmænd.
Udviklingen kommer ifølge ministeriet efter, at det økologiske areal faldt en smule i 2014 til i alt 176.000 hektar – blandt andet, fordi flere større mælkeproducenter valgte at forlade økologien. Men nu er udviklingen vendt. Og i 2015 er interessen for gratis omlægningstjek eksploderet.






































