John Deere udbygger FarmSight
John Deere er markedsledende inden for farm-kommunikation og on-line styring. På Agritecnica præsenteres nye funktioner til deres AMS-system
De fleste af de præmierede nyheder er allerede omtalte i mange medier, og derfor blev gårsdagens pressemøde på John Deeres enorme gul-grønne stand målrettet andre nyheder end guld- og sølvnyhederne.
Det blev især til omtale af nye udbygninger af det store it-udstyr til trådløs kommunikation og online-styring internt på bedriften – kaldet Agricultural Management Solutions eller AMS.
Styr markmaskinerne
En af it-nyhederne, som betegnes MyLogistics, holder styr på, hvor de arbejdende markmaskiner er, og hvordan de aktuelt arbejder.
Programmet arbejder med alle mærker og modeller af markmaskiner – også ikke-John Deere - og giver fra mobilen eller hjemmekontoret et øjeblikkeligt indblik i maskinernes ydelse og indstilling. Let og sikker navigation og transport rundt til forskellige marker er også en store del af programmet.
Optimer maskinanvendelsen
En anden farmstyrings-nyhed på John Deeres stand er programmet AutoTrac Vision, som sætter både pilot og driftsleder i stand til at udnytte flere informationer til hele tiden at optimere brugen af de forskellige markmaskiner – lige fra marksprøjter til gødningssprederen.
Informationerne udveksles med GPS-signaler og kamera-optagelser af den afgrøde, der aktuelt behandles.