Prosulfocarb i dansk øko-frugt

Prosulfocarb bør forbydes, lyder det fra formanden for Økologisk Landsforening, Per Kølster

En økologisk frugtavler på Lolland har fået en del af sin pærehøst forurenet med sprøjtemidlet prosulforcarb, oplyser Økologisk Landsforening.

En egenkontrol foretaget hos Gasa Nordgrønt af pærerne, der blev høstet i oktober, har påvist midlet, som anvendes helt lovligt i konventionelle kornmarker – men som ikke må findes på æbler og pærer. Hverken økologiske eller ikke-økologiske.

Hos Økologisk Landsforening påpeger man, at det er tredje år i træk, at dansk frugtavl bliver ramt af prosulfocarb. Og nu kræver foreningen handling fra miljø- og fødevareministeren.

- Efter to dyrkningssæsoner med en frivillig handlingsplan, som tydeligvis ikke virker, er der nødt til at komme en politisk afklaring på det her. Hverken den økologiske danske frugtavl eller den danske erhvervsfrugtavl som helhed kan fungere under konstant overhængende fare for at hele eller dele af høsten må kasseres på grund af sprøjtning i en helt anden gren af landbruget, lyder det fra formand for Økologisk Landsforening Per Kølster.

- Det er ren russisk roulette med avlernes virksomheder, tilføjer han.

Brug for erstatningsgaranti

Per Kølster konstaterer også, at der ingen afklaring er på, hvor erstatningsansvaret for hverken det konkrete tilfælde eller fremtidige tilfælde hviler:

-  Fordi der er tale om en art kollektiv sprøjteskade, så er der ingen åbenlys part at placere et erstatningsansvaret på. Så æbleavlerne står med hele risikoen her. Vi mener grundlæggende, at problemet kun kan løses ved at forbyde prosulfocarb, og indtil det kan ske, er der brug for, at der bliver stillet en erstatningsgaranti til frugtavlerne. Om det så er landbruget, kemiproducenten eller staten, der skal holde for, det må være op til ministeren at afgøre.

Læs også