Godsejer, hofjægermester og tidligere forsvarsminister i Schlüter-regeringen Bernt Johan Collet fra Lundby ved Vordingborg skal betale for genetablering af 12 fredede gravhøje, som blev pløjet ned for at give plads til juletræsdyrkning.

 

Inklusiv sagsomkostninger koster sagen ham 624.968,80 kroner, skriver sn.dk.

 

Afgørelsen fremgår af en dom afsagt i Københavns Byret, og godsejeren overvejer nu sammen med sin advokat om den afgørelse skal ankes.

 

Sagen drejer sig om genopbygning af ikke færre end 12 gravhøje, som blev tilplantet med juletræer.

 

De er alle beliggende øst for Vordingborg, og de har alle sammen været registreret på kortmateriale siden 1984, nogle af dem siden 1945.

 

Kontorchef i Kulturarvsstyrelsen Dorte Veien Christiansen er tilfreds med, at afgørelsen blåstempler styrelsens praksis med at retablere fredede fortidsminder, som er blevet ødelagte.

 

- Men inden vi hæver armene i begejstring, skal vi have studeret dommens præmisser, siger Dorte Veien Christensen til sn.dk.