Tættere på naturen fra nyt skjul
Formålet med en ny typer skjul til observation af fugle er at skabe unikke næroplevelser for alle i naturen
Aage V. Jensen Naturfond, Fugleværnsfonden og Realdania er nemlig gået sammen om at udvikle et skjul, som skal gøre det muligt for alle at opleve naturen helt tæt på.
- Formålet med skjulet er at skabe unikke næroplevelser for alle i naturen, hvor man kommer helt tæt på især fugle og pattedyr. Det innovative observationsskjul skal danne rammen om disse spændende ”up front-oplevelser”, der understøtter formidlingen af arter, og udvider danskernes forståelse for livet ved for eksempel vandhullet, søen, mosen og vådområdet, lyder det fra direktør i Fugleværnsfonden Kristian Dammand Nielsen.
Hos Realdania påpeger man, at de fleste fugletårne og fugleskjul på naturlokaliteter herhjemme er opført, så det kræver kikkert eller teleskop for at kunne studere fuglene. Men med en ny form for skjul vil det nu blive muligt at opleve fuglene helt tæt på uden specialudstyr - og uden, at det forstyrrer fugle og dyr.
I løbet af foråret udvikles en prototype på fugleskjulet. Prototypen skal kunne rumme fire til syv personer. Derudover skal skjulet både kunne flyde, tåle svingende vandstand og hård vind.








































