Danmark og Indonesien underskriver landbrugsaftale

Fødevaresikkerhed og adgang til nye markeder er omdrejningspunktet i den samarbejdsaftale, som miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har underskrevet med Indonesiens landbrugsminister Arman Sulaiman.

Danske virksomheder skal have nemmere adgang til at sælge fødevarer og landbrugsteknologi, og Indonesien skal have en øget fødevaresikkerhed og mulighed for at styrke sin egen landbrugsproduktion. 

Det er nogle af målene med den samarbejdsaftale på landbrugsområdet, som miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen sammen med sin indonesiske kollega, landbrugsminister Arman Sulaiman, i dag har underskrevet i Indonesien.  

Dermed bliver båndene mellem Danmark og Indonesien knyttet endnu tættere, og det var da også to tilfredse ministre, der kunne underskrive aftalen. 

- Både Danmark og Indonesien er landbrugsnationer. Danske virksomheder kan forsyne den hastigt voksende middelklasse i Indonesien med sikre fødevarer, og danske virksomheder kan levere udstyr og knowhow til at styrke Indonesiens egen produktion. Samtidig kan danske virksomheder levere teknologien til at producere mere bæredygtigt med fokus på en høj fødevaresikkerhed, og det vil forhåbentlig være til gavn for både Indonesien og antallet af danske arbejdspladser i fødevaresektoren, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen. 

Indonesien har store udfordringer med hensyn til at forsyne befolkningen med fødevarer og med at udvikle kvalitet, sikkerhed og effektivitet i produktionen. I takt med at landet åbner sig mod omverdenen og er inde i en rivende udvikling, er der store muligheder for at danske virksomheder kan gå ind og få en større plads på det marked.  

- Danmark er førende inden for grøn teknologi, og har meget at tilbyde på området. Hvis teknologien er den rette og passer til Indonesien, så er den meget velkommen. Samarbejdsaftalen, som vi nu har underskrevet, giver begge lande mange muligheder, og aftalen gælder foreløbig i fem år, men forhåbentlig længere, siger Arman Sulaiman. 

I 2015 eksporterede den danske fødevareklynge for omkring 228 mio. kroner til Indonesien. Det er særligt mejeriprodukter, korn, fisk og skaldyr, der sammen med teknologi og maskiner udgør den danske eksport.  

Indonesien har med sine omkring 250 mio. indbyggere en af verdens største befolkninger en stærk økonomisk udvikling. Landet oplever sammen med de andre lande i Sydøstasien fremgang og i 2030 vil regionens 10 lande til sammen formentlig have en øknonomi med et BNP på størrelse med Indiens.

Læs også