12 meter: Johs. Mertz introducerer kæmpe, australsk pick-up til de store mejetærskere
New Holland forhandleren Johs. Mertz A/S har landet importen af Australske Knuckey, der producerer pick-up’er i helt op til 12 meters arbejdsbredde.

De 4 x 8 fods skår opsamles af den 30 fods Knuckey pick-up. Fotos: Johs. Mertz
Maskinforhandleren Johs Mertz A/S har indgået en aftale om import af australske Knuckey pick-up’er med arbejdsbredder på op til 12 meter.
Aftalen er et direkte svar på de udfordringer, som opstår med de nye New Holland CR 10 og CR 11 mejetærskere, der har en beluftet soldkasse på 8,8 kvadratmeter, lyder det i en pressemeddelelse.
- Med 35 procent mere soldareal er grænsen for, hvor hurtigt man i visse frøafgrøder kan køre, simpelthen overskredet, siger administrerende direktør Christian Holst fra Johs Mertz A/S.
Knuckey, der blev etableret i 1917 i South Western Victoria, har lang erfaring med høst af græsfrø i både New Zealand og Oregon, USA. Pick-up’erne er særligt designet til denne type høst og har tekniske løsninger som offset-fingre og et bælte, der opsamler skåret i én vinkel og fører det videre til en 815 mm indføringstromle med hydraulisk højdejustering.

Offset-fingre for optimal opsamling.
Frøavler ved Ringsted
Det første 30 fods Ppck-up bord er allerede solgt til en frøavler ved Ringsted, som samtidig investerede i en CR 10 mejetærsker. Bordet er konfigureret til at tage fire 8 fods skår.
- Kunden kommer fra to CR mejetærskere med 6,5 kvadratmeter soldkasse og 15 fods pick-up til nu en CR 10 og en Knuckey pick-up med fire skår – med samme eller endda lidt øget fremkørselshastighed. Det giver en fordoblet kapacitet, siger Christian Holst.
Et demobord er også hjemtaget til fremvisning. Det er udstyret med adapter til både New Holland og Axial Flow mejetærskere.

Bæltet samler skåret op i én vinkel, knækker det og leverer derefter materialet ind i den 815 mm store indføringstromle.