Familieejet selskab investerer 1,3 mia. i nyt logistikcenter på 90.000 kvadratmeter
Fricke-Koncernen, der står bag virksomheden Granit Parts, bygger et nyt lager i Sydtyskland på størrelse med 11 fodboldbaner. Det skal blive en gevinst for kunderne i Sydeuropa, men også for kunderne mod nord og i Danmark.

Fricke-koncernen, der står bag virksomheden Granit Parts, investerer 1,3 milliarder kroner i et nyt logistikcenter i Tholey i Sydtyskland. Fotos: Granits Parts
Et nyt logistikcenter på 90.000 kvadratmeter svarende til 11 fodboldbaner.
Det er størrelsen på det nye logistikcenter, som reservedelsgrossisten til landbrugsmaskiner Fricke-koncernen, der står bag virksomheden Granit Parts, påbegyndte den 8. juli 2024.
Det nye logistikcenter får base i byen Tholey i Sydtyskland og skal forsyne omkring 10.000 kunder i Sydtyskland og Sydeuropa med reservedele og komponenter til landbrugs- og entreprenørmaskiner samt have- og kommunalteknik. En høj grad af automatisering sikrer, at der kan sendes op til 10.000 pakker hver dag, fremgår det videre i en pressemeddelelse.
600 nye arbejdspladser
Fricke-koncernen investerer 1,3 milliarder kroner i den nye placering i Tholey og vil ifølge planen ansætte 200 medarbejdere til drift i slutningen af 2025, når den første byggefase er færdig, mens antallet af arbejdspladser vil lande på 600, når det nye logistikcenter står helt færdigt.
Med et lagerareal på 90.000 kvadratmeter i fuld udvidelse har det nye logistikcenter i Tholey lignende dimensioner som centrallageret på hovedsædet i Heeslingen i Nordtyskland, og når lageret er færdigbygget, vil der ligge op til 300.000 komponenter.
- I dag fortsætter vi den 100-årige væksthistorie for vores familievirksomhed. For mig er det et projekt, der ligger mit hjerte nært, og for vores virksomhed er det et stort skridt, siger Hans-Peter Fricke, der er adm. direktør og ejer af Fricke-koncernen, i pressemeddelelsen.

Byggeriet af det nye logistikcenter i Sydtyskland skrider fremad, og man forventer at ansætte 200 medarbejdere i slutningen af 2025, når første byggefase er færdig.
Familieejet succesvirksomhed
Fricke-koncernen blev grundlagt i 1923, har hovedsæde i Heeslingen i Nordtyskland og er 100 procent familieejet. I dag står 4. generation i spidsen for den tyske virksomhed, som i 1996 introducerede mærket Granit Parts og åbnede en filial i Danmark med hovedkontor i Aabenraa i 2012.
I løbet af de seneste 30 år har familievirksomheden udviklet sig til at være en førende global distributør af reservedele, landbrugsmaskiner, erhvervskøretøjer og haveteknologi i 27 lande på i alt 84 lokationer og med over 3.850 medarbejdere.
Gavner også nordeuropæisk marked
Opførelsen af det nye logistikcenter i Sydtyskland kommer ikke kun virksomhedens kunder i Sydtyskland og Sydeuropa til gode. Ifølge Johnny Gram, der er adm. direktør i Granit Parts Skandinavien, betyder udvidelsen også, at man også kan tilbyde praktikanter og studerende en karrierestart med potentielle muligheder.
- Opførelsen af det nye logistikcenter i Sydtyskland vil give Granit Parts bedre adgang i fremtiden, især til det franske og sydtyske marked samt til Sydeuropa takket være kortere transport, siger han og tilføjer:
- Samtidig vil det styrke vores position i det nordlige Europa og især i Danmark og de andre nordiske lande, hvor vi de sidste mange år har haft en stor vækst.
Johnny Gram mener, at den familieejede virksomhed med sit nye logistikcenter får frigjort noget kapacitet i hovedkontoret, som gør at man samtidig kan lægge flere kræfter i det Nordeuropæiske marked.
- Med det nye logistikcenter får vi frigjort kapacitet i Heeslingen, og derved kan vi være mere effektive og koncentrere os mere på det Nordeuropæiske marked, hvor vi startede i 2012 og i dag er en af de største leverandører af reservedele til landbrug, have & park samt entreprenørbranchen, siger Johnny Gram.