Urørt skov: Store forandringer på vej i endnu flere statsskove
Nu er yderligere 40 nye planer for urørt skov på statens arealer sendt i høring. Borgere og interesseorganisationer kan indtil den 11. september 2025 komme med indspil. Derudover er en lang række forvaltningsplaner for urørt skov nu endelige efter behandling af indkomne høringssvar.

På Fyn er der forvaltningsplaner for Svanninge Bakker og Sollerup Skov, samt skovene på Nordlangeland. Arkivfoto: Morten Ipsen
» I fremtiden vil du kunne opleve endnu flere moser og vådområder i de danske statsskove, når vi lukker grøfter og dræn til gavn for vilde dyr og planter. Vi giver plads og lys til flere hjemmehørende arter ved at rydde områder med indførte nåletræer, og vi gør træer gamle før tid ved at efterligne lynnedslag, sygdom, vejr og vind for at skabe flere hulrum og levesteder i træerne. Nogle steder vil græssende dyr med deres bid og bevægelse holde naturen lysåben og gøre plads til flere forskellige arter, når de gumler i buske og krat«.
Dét er blot noget af indholdet i den nye pulje af forvaltningsplaner for urørt skov, som Naturstyrelsen har sendt i høring.
Forvaltningsplanerne beskriver de tiltag, som Naturstyrelsen sætter i gang for at bevare og udvikle naturværdierne i de urørte skove.
40 planer for urørt skov i offentlig høring
Urørt skov er skove, hvor den kommercielle skovdrift stopper. Det betyder, at de over tid bliver rige på gamle træer, døde stammer og en stor og varieret biodiversitet.
Da skovene længe har været designet til skovdrift og forvaltet efter naturnære principper, er det nødvendigt med en vis naturgenopretning af områderne, hvor sporene fra skovdriften udviskes.
De nye forvaltningsplaner dækker 40 forskellige statsskove – heriblandt Vestskoven nær København, Hornbæk Plantage i Nordsjælland, Himmelbjerget i Midtjylland og Frøslev Mose i Sønderjylland.
Naturstyrelsen oplyser, at skovene allerede er udpeget som urørte skove, og planerne skitserer, hvad der skal ske i skovene over de kommende år.
På Fyn er der forvaltningsplaner for Svanninge Bakker og Sollerup Skov, samt skovene på Nordlangeland.
Forvaltningsplanerne er gældende for en 15-årig periode, men planerne justeres med 5-6 års intervaller eller efter behov.
Deltag i høringen
Ifølge Naturstyrelsen er det muligt at indsende kommentarer og input til de 40 planer som en del af en høringsfase. Høringsperioden løber fra den 3. juli 2025 til og med den 11. september 2025.
Udpegningen af urørt skov og Naturstyrelsens overordnede retningslinjer for urørt skov er politisk vedtaget og kan ikke ændres på baggrund af indkomne høringssvar i denne høringsrunde.
Læs meget mere om urørt skov på naturstyrelsen.dk.
Forvaltningsplaner for urørt skov
I disse år udarbejder Naturstyrelsen forvaltningsplaner for de statslige arealer, der er udpeget til urørt skov. Der forventes at blive udarbejdet op mod 200 konkrete forvaltningsplaner inden udgangen af 2025.
Forvaltningsplanerne sendes i offentlig høring i takt med, at de udarbejdes. Først når forvaltningsplanerne har været igennem den offentlige høring, og høringssvarene er behandlet, vil planerne være gældende.
Forvaltningsplanerne er rammen for, hvordan Naturstyrelsen konkret skal forvalte den urørte skov i den periode, hvor skoven skal genoprettes og i tiden derefter. Genopretningsperioden tager kun seks år i løvskove, mens der skal en længere indsats til i nåleskovene, hvor tidshorisonten er 25 år.
I den periode kan Naturstyrelsen:
- rydde ikke-hjemmehørende træer
- fælde for at skabe en mere varieret struktur i skovene
- skade træer for at skabe flere levesteder, også kaldet veteranisering
- etablere skovgræsning
- lukke grøfter og dræn, så vandet igen kan finde sit naturlige leje
Alt sammen for at skabe de bedst mulige vilkår for biodiversiteten.
Forvaltningsplanerne for urørt skov er et led i udmøntningen af Natur- og Biodiversitetspakken fra december 2020. Her blev afsat 888 mio. kroner til blandt andet at udlægge op imod 75.000 hektar urørt skov i Danmark – herunder op til ca. 70.000 hektar urørt skov er på statslige arealer.
Læs om de forandringer, du vil møde i statens skove: www.vilderenatur.dk
Kilde: Naturstyrelsen