Minister advarer om fængselsstraf og høje bøder
Sanktionerne er ret hårde, hvis gartnerier overtræder reglerne og benytter ulovlige pesticider, lyder det fra fødevareminister Dan Jørgensen
Fødevareminister Dan Jørgensen (S) er parat til at fordoble
kontrollen med gartnerier. Det skriver DR Fyn.
Ifølge ministeren afslørede kontrolbesøg fra NaturErhvervstyrelsen sidste år, at flere fynske gartnerier anvendte ulovlige pesticider. Der kører nu sager mod de pågældende personer og virksomheder.
Ud over en fordobling af NaturErhvervstyrelsens kontrolbesøg mener Dan Jørgensen, at sanktionsmulighederne er tilstrækkelige:
- Sanktionerne er ret hårde. Vi taler i værste fald om fængselsstraf eller ret høje bøder. Jeg mener, at reglerne på området er ret klare, så i første omgang handler det om mere kontrol. Så kan de, der vil snyde, se, at det kan de slippe rigtig skidt fra, siger fødevareministeren til DR Fyn.