Ved indvielsen af Manitous nye uddannelsescenter i Riga modtog den danske importør og forhandler, Scantruck, hæder
Franske Manitou, der producerer teleskoplæssere, har
indviet sit nye uddannelsescenter for otte lande i den nordlige region.
Centret ligger i Riga i Letland, og ved indvielsen deltog
forhandlere fra hele Manitous Region Nordic. Og her var der masser af rosende
ord til den danske importør og forhandler, Scantruck.
Chefer fra Manitou påpegede således, at Scantruck er topsælger
i den nordlige region, og Scantruck-direktør Bo Sundroos blev kaldt på scenen,
hvor han modtog en plakette som synligt bevis for, at den danske importør og
forhandler er helt i front med »Best Sales Initiatives«.
Det er ikke første gang, Scantruck-folkene kommer hjem fra
internationale forhandler-arrangementer med hæder i bagagen. Den danske
forhandler har således fire gange scoret »Dealer of the year«-trofæet. En
udmærkelse, der ikke uddeles hvert år.
Scantruck har været dansk importør og forhandler for
Manitou siden 1986. Firmaet har base i Skive og sjællandsk afdeling i Ringsted.
Foruden administrerende direktør Bo Sundroos, havde også administrerende
direktør Poul Nielsen fra N. C. Nielsen Gruppen, produktchef Claus Bjerregaard
og Scantrucks business manager for Sverige, Anker Lemvig, taget turen til Riga
for at være med ved indvielsen af det nye Manitou-center.
Fra årsskiftet overtog Scantruck import og forhandling af Manitou også for Sverige.