FRA PARIS: Mere plads under hjelmen og mere luft gennem næseryggen har skabt et nyt udseende på New Hollands T7-serie.
I trængslen af opdateringer i traktorseriernes nye
mellemklasse fra 140 til 270 hk melder New Holland sig med den 3. generation af
T7-serien. I alle modellerne er effekten øget en smule i forbindelse med
opdateringen af FPT-motorerne, mærket kører med.
T7 seriens otte modeller defineres nu med såkaldt ECOBlue
Hi-eSCR teknologi. For udenforstående betyder dette kodesprog, at de
sekscylindrede motorerne lever op til emissionskravene, Tier 4B standarden, men
uden behov for recirkulation af udstødningsgassen eller for et
dieselpartikelfilter.
Nyt design forener funktioner og stil
Den nye T7 serie kendetegnes i sit ydre ved et slankt og,
ifølge producenten, aggressivt nyt design, der forener form og funktion. I den
nye motorhjelm ses fortsat New Hollands karakteristiske forlygter, men nu med
LED lys.
Hjelmens forlængede blå sidepaneler giver bedre
beskyttelse imod, at støv og urenheder trænger ind i motorrummet, og der er
monteret nye luftdyser i siden som et ekstra design-element. Serviceadgang til
filtre og til kølepakken er nemmere end nogensinde med et integreret løsnegreb
i venstre side af frontgitteret.
Den slanke taglinje med en karakteristisk mågevinge-profil
har en række effektive LED arbejdslygter, som kan justeres, og som forbedrer
førerens udsyn efter mørkets frembrud. Med små detaljer, såsom en integreret
radioantenne, viser New Holland, at funktion og design kan gå hånd i hånd.
ABS-bremser er standard
Med T7 serien fås bremsesystemer på landbrugskøretøjer,
som man normalt kun finder på lastbiler. På T7.230 modellerne og op kan den
avancerede bremseteknologi i det prisbelønnede anti-lock bremsesystem (ABS)
styre bremserne på hvert hjul individuelt, hvorved maskinens stabilitet øges,
når man bremser på glatte flader. En meget nyttig funktion, hvis man ofte
transporterer materialer på vej.
Endvidere gør ABS SuperSteer det muligt at dreje skarpt på
marken gennem en automatisk bremsning af baghjulet inderst i kurven, når man
drejer rattet. Et ABS stik til anhænger og en motorbremse kan også leveres som
ekstraudstyr på alle T7 modeller.
Motorbremsen reducerer behovet for at bruge den normale
driftsbremse, når man kører ned ad skråninger, da motorens kompression udnyttes
til sænkning af traktorens hastighed. Endvidere giver bredere rammetilpassede
anhængerkroge større fleksibilitet bag på traktoren.