Store mængder gylle på kvægejendomme giver ofte problemer
med svovlmangel i græsmarkerne, især på lette sandjorde.
Ifølge planteavlskonsulent Karsten Jensen fra Vestjysk
Landboforening er det derfor vigtigt, at man vælger en handelsgødning med et
stort indhold af svovl.
- Gylle levner ikke meget plads til handelsgødning, så en
standard gødning med 27 N og fire procent svovl vil ofte underforsyne første
slæt græs, siger han og anbefaler i stedet, at man benytter en
ammoniumsulfattype, med eksempelvis 26 N og 14 procent svovl.
Optag gennem græs højner udnyttelsen
Derudover er det vigtigt, at tænke kreaturenes behov for
selen ind i gødningsplanen.
- Vi ser et væsentligt bedre optag af mineralstofferne og
specielt selen, hvis koen optager det gennem græsset i forhold til ved
tildeling af mineralblandinger, siger Karsten Jensen.
Han anbefaler de to gødninger, der er på markedet med
selen. 25 N og 45 med selen eller NPK 20-2-12.
- De koster lidt mere, men vi mener, at det godt kan svare
sig, lyder det fra planteavlskonsulenten.
Gylle godt til majs
Majs er oplagt til at udnytte gylle, da der her er
mulighed for hurtig nedfældning. Det sikrer en sikker udnyttelse modsat
græsmarkerne.
- Vi ser ligeledes færre jordstrukturskader, da vi pløjer
jorden efter nedfældning og inden såning, end vi gør i græsmarkerne, så
majsmarker har klart førsteprioritet ved tildelingen af gylle, pointerer
Karsten Jensen.
Gylle er som udgangspunkt rigelig gødningstildeling til
majsen. Blot skal man være opmærksom på de tørre perioder i maj/juni.
Bormangel
- Sidste år så vi enkelte marker med bormangel i majsen,
og der var pæne merudbytter for at tilføre bor ved bladgødskning.
Karsten Jensen understreger, at jorden indeholder rigelige
mængder af bor, og at det alene er i tørre perioder, at planten ikke evner at
optage mikronæringsstoffet.
- Men der er det altså også vigtigt, at man er på pletten,
for det lønner sig med det samme, fastslår planteavlskonsulenten.