Nu kan flere arealer med rekreativ aktivitet få støtte

Et møde med Europa-Kommissionen fører nu til, at NaturErhvervstyrelsen lemper på støtteområde

NaturErhvervstyrelsen udvider nu mulighederne for at udbetale arealstøtte til arealer med rekreative aktiviteter.

Det sker efter et møde med Europa-Kommissionen i Bruxelles.

- Det er meget tilfredsstillende, at vi efter en konstruktiv dialog nu har fået EU-Kommissionens ja til, at vi kan se mere lempeligt på at udbetale arealstøtte til arealer, hvor landbrugsaktiviteten er blandet med rekreative aktiviteter, siger NaturErhvervstyrelsens EU-direktør, Sarah Børner, på styrelsens hjemmeside.

Her fremgår det, at mødet med Kommissionen kom i stand efter, at NaturErhvervstyrelsen ønskede at forfølge alle muligheder for, om der kunne lempes på området.

- Vi har fået den tilbagemelding, at vi har mulighed for i højere grad at vurdere vores sager ud fra, om arealerne anvendes til reel landbrugsproduktion frem for alene at se på et overordnet formål for området, for eksempel en målsætning om brug til rekreative aktiviteter, lyder det fra Sarah Børner, der tilføjer:

- Det betyder, at hvis der eksempelvis er et større dyrehold på arealet, som giver en klar økonomisk gevinst til landmanden, kan vi nu lægge større vægt på det i vores samlede vurdering af sagen.

Fremtidige og verserende sager bliver nu afgjort efter de lempeligere retningslinjer, lover NaturErhvervstyrelsen.

Læs også