Økologerne vil udfordre deres egen forenings navn på generalforsamlingen til marts
Fødevareminister Dan Jørgensen (S) sidder på første parket
fredag, når Økologisk Landsforening afholder generalforsamling, mens
foreningens otte fagudvalg holder årsmøder i dagene 6.–7. marts i
Vingstedcentret ved Vejle.
På programmet er blandt andet et nyt navn til foreningen,
hvis medlemmer også skal se på ny vision/mission og en ny strategi. Det er
bestyrelsen, der har sat navneændringen på programmet.
- Generalforsamlingen i år er noget særligt. Det er
særligt hvert år, fordi det er her, foreningen for alvor er samlet, og der hvor
vi kan opleve vores rige fællesskab. Det ganske særlige i år handler om, at vi
både kan fejre Ø-mærkets 25 års fødselsdag, og at vi skal snakke - ja og
vedtage - vores nye vision, mission og foreningsstrategi. Ja, vi skal endda
udfordre vores navn, skriver formand Per Kølster i forordet til
generalforsamlingsprogrammet.
Regeringens øko-politik
Også fødevareministeren har som nævnt meldt sin ankomst
fredag, hvor han bidrager med et oplæg om regeringens »Økologisk Handlingsplan 2020«.
Lørdagens program indeholder blandt meget andet et indlæg
fra seniorrådgiver i FN’s handelsorganisation UNCTAD, dr. Ulrich Hoffmann.