Danske landmænd får nu et alternativ inden for avlsdyr

Vojens-firmaet Breeders of Denmark slår et slag for DanAvl på NutriFair i Fredericia

Vojens-firmaet Breeders of Denmark A/S, der med stor succes har eksporteret DanAvl-avlsdyr siden 2001, har besluttet at blive aktive på det danske marked.

- De danske kunder får nu et reelt alternativ, når de ønsker at købe DanAvl-avlsdyr. Det fortæller vi mere om på NutriFair – hvor vi er med for første gang, siger salgs- og marketingchef Hans Jørgen Brock.

Breeders of Denmark A/S tilbyder både avlssvin, transport og professionel rådgivning inden for moderne og effektiv svineproduktion. DanAvl har de seneste år udviklet sig til et af Europas førende avlsprogrammer, der sikrer både gode produktionsresultater og et højt udbytte hos kunderne.

Det danskejede firmas vision er at være den foretrukne partner inden for omsætning af DanAvl-genetisk materiale.

- Vi sikrer den bedst mulige kontakt mellem køber og sælger, og tilbyder individuelle løsninger tilpasset kundens behov, fortæller Hans Jørgen Brock.

Større kapacitet

Breeders har det seneste år udvidet med flere moderne transportbiler, og flere er undervejs.

- I forbindelse med vores opgradering af biler fik vi flere forespørgsler efter muligheden for transport i Danmark, da kunderne opdagede den kapacitet, vi havde inden for transport, fortæller Hans Jørgen Brock, om baggrunden for beslutningen om at tilbyde transport af dyr inden for landets grænser.

Samtidig lægger Hans Jørgen Brock ikke skjul på, at den øgede fokus på Danmark også skal ses i den globale udvikling inden for svinetransport, hvor der lige nu er flere udfordringer.

- Vi er pressede på Rusland og Ukraine lige nu, konstaterer han.

I forvejen opererer Breeders i hele Europa samt en smule i Asien, hvor transporten foregår med fly.

Breeders har cirka 35 ansatte i alt inklusiv chauffører, som der er mellem 15 og 20 af, hvor hovedparten er fastansatte.

Læs også