Proteinpris påvirker optimal N-mængde meget

Med et kvalitetstillæg på 4,50 kroner pr. hkg pr. procentenhed protein op til 12 procent protein stiger den optimale kvælstofmængde

Den optimale kvælstofmængde til vinterhvede med forfrugt korn er uden korrektion for proteinindhold bestemt til 178 kg kvælstof pr. hektar i gennemsnit af 19 forsøg i 2014.

Det fremgår af Oversigt over Landsforsøgene 2014.

En større andel af forsøgene er i 2014 gennemført på JB1 til JB4 end i tidligere år. Hovedparten af forsøgene er tildelt svinegylle i de foregående fem år.

- LandboNord har alene gennemført 20 kvælstofforsøg i vinterhvede. Det betyder, at forsøgene i Nordjylland er stærkt overrepræsenteret i 2014, hvorfor sammenligning med tidligere års forsøg skal ske med forsigtighed, forklarer chefkonsulent Leif Knudsen, Videncentret for Landbrug.

Udbredt lejesæd

I vinterhvedeforsøgene er kvælstoftildelingen i hovedparten af forsøgene sket ad to gange, og første gødningstilførsel på 50 kg kvælstof pr. hektar er sket medio marts, mens resten er udbragt medio april.

Ved de høje kvælstofniveauer er der registreret udbredt lejesæd. I nogle af enkeltforsøgene har der været kraftig lejesæd, som har påvirket udbytterne og reduceret den optimale kvælstofmængde.

Udbyttet i det grundgødede forsøgsled er i 2014 på niveau med de foregående år, men merudbyttet for at tilføre kvælstof er betydeligt mindre.

- Op til en kvælstoftilførsel på 200 kg kvælstof pr. hektar har marginaloptagelsen i kerne været 45 procent af det tilførte kvælstof. Dertil kommer en optagelse af kvælstof i halm, der normalt udgør omkring 20 procent af optagelsen i kerne.

Fra 178 til 223 kg N

Proteinindholdet i kernerne er meget lavt i 2014 og meget påvirket af kvælstoftilførslen.

Med et kvalitetstillæg på 4,50 kroner pr. hkg pr. procentenhed protein op til 12,0 procent protein stiger den optimale kvælstofmængde fra 178 uden korrektion for protein til 223 kg kvælstof pr. hektar.

En høj proteinpris påvirker den økonomisk optimale kvælstofmængde meget, og det økonomiske resultat er ifølge chefkonsulenten betydeligt mere påvirket af kvælstoftilførslen ved korrektion for protein end uden proteinkorrektion.

Plus 50 kg N

Der er også lavet forsøg med at øge kvælstofmængden med 50 kg i vinterhvede.

Figur 1 viser merudbyttet for at øge kvælstoftilførslen med 50 kg kvælstof pr. hektar fra 150 til 200 kg pr. hektar for hvert af de 33 gennemførte enkeltforsøg i 2014.

Hvor der er foretaget en proteinkorrektion, er værdien af kornet beregnet, og herudfra er det proteinkorrigerede udbytte beregnet ved at dividere med standardkornprisen på 105 kroner pr. hkg.

Stor variation

- Der er en meget stor variation mellem forsøgene i merudbyttet for ekstra tilførsel af 50 kg kvælstof pr. hektar. Forsøgene med store, negative udslag skyldes generelt lejesæd, der kunne være undgået ved en passende vækstregulering, vurderer Leif Knudsen.

Med forfrugt korn viser 9 ud af 20 forsøg et positivt nettomerudbytte for at øge kvælstoftilførslen fra 150 til 200 kg kvælstof pr. hektar uden proteinkorrektion, mens 18 ud af 20 forsøg er rentable ved proteinkorrektion med en proteinpris på 4,50 kr. pr. procentenhed protein.

Læs også