Styrelse kontrollerer køer
Fødevarestyrelsen vil i de kommende måneder tjekke, om ejere af besætninger med ammekøer følger reglerne
I hvert fald gennemfører styrelsen i december, januar og februar 200 kontroller af besætninger med ammekøer for at tjekke, om dyrene opstaldes og passes efter reglerne.
Baggrunden for kontrolkampagnen er, at politiet og Fødevarestyrelsen – når vintervejret er hårdt – ofte oplever en del sager, hvor dyr ikke opstaldes med tilstrækkelig mulighed for at finde ly og læ for vejret, eller hvor dyr holdes på arealer med fugtigt og mudret underlag.
- Kontrollen omfatter besætninger med ammekøer, der ofte
er små besætninger, som drives i ældre nedslidte eller defekte
produktionsbygninger, der oprindeligt er bygget til et andet formål. Kontrollen
omfatter såvel de ammekøer, der holdes udendørs i vinterperioden, som de der
holdes på stald om vinteren, lyder det fra Fødevarestyrelsen.
Ifølge styrelsen har man tidligere kontrolleret opstaldning i mindre
malkekvægsbesætninger og fundet forholdsvis mange overtrædelser vedrørende de
forhold, dyrene blev holdt under – for eksempel, at dyrene ikke havde adgang
til et tørt leje.
Kontrollen vil omfatte dyrenes egnethed til at gå ude, tildeling af foder og vand samt arealerne, hvor dyr holdes udendørs om vinteren. Kontrollen vil også omfatte de staldforhold, som dyrene holdes i, om dyrene har adgang til et rent og tørt leje, at inventaret er i orden, og at dyrene har tilstrækkelig plads i båse og bokse.