Rusland river i Ticans regnskab
- Årets resultat er ikke tilfredsstillende, fastslår administrerende direktør i Tican Ove Thejls
Omsætningen i koncernen viser en fremgang på 108 millioner kroner og landede på 5,2 milliarder kroner, mens resultatet af ordinær drift udgør 72 millioner kroner.
- Det er 47 millioner kroner lavere end året før, hvilket alene kan henføres til de betydelige udfordringer, ferskkødsdivisionen har haft som følge af den russiske embargo, lyder det fra Tican.
Det lukkede russiske marked var også den direkte årsag til, at Tican i september besluttede at lukke sin afdeling i Fjerritslev.
- Årets resultat er ikke tilfredsstillende, og vi føler os selvfølgelig hårdt ramt af udefra kommende forhold. Virksomheden er generelt godt kørende, og strategien fortsætter med at levere forbedringer. Så det er da rigtig træls at konstatere, at en russisk embargo kan ramme os så hårdt, at man næsten ikke kan se de gode resultater, vi trods alt også har opnået, siger administrerende direktør Ove Thejls i en pressemeddelelse.
- Alle vores medarbejdere fortjener faktisk stor ros – både dem, der har håndteret modgangen med Rusland-udfordringerne, og alle andre, som har skabt vækst og fremgang. Alle har leveret en flot indsats.
Bestyrelsen henstiller til generalforsamlingen en samlet restbetaling på 90 øre/kg for svin og 80 øre/kg for søer.