Antallet af nye virksomheder stiger
På et år er antallet af virksomheder, der har CVR-registreret sig, steget med seks procent, konstaterer Erhvervsstyrelsen
I kølvandet på krisen oplevede Danmark et markant fald i registreringer af virksomheder, men for andet år i træk er antallet af CVR-registreringer steget. På bare et år er antallet af virksomheder, der har CVR-registreret sig, steget med seks procent.
- Det er rigtig positivt, at antallet af nye virksomheder fortsat stiger i Danmark. Det er en klar indikator på, at iværksætterlysten er ved at vende tilbage i Danmark. Samtidig ser vi klare tegn på, at kvaliteten og tyngden af de virksomheder, der bliver startet, også stiger. Det er helt afgørende, da det ikke kun er mængden af virksomheder, men også kvaliteten, der skal sikre os flere arbejdspladser på sigt, lyder det fra vicedirektør i Erhvervsstyrelsen Anders Hoffmann.
Ifølge styrelsen er det især de helt unge under 25 år og de ældre over 55 år, der er blevet mere entreprenante de seneste år.
Begge aldersgrupper udgør en større andel af de nye virksomhedsejere sammenlignet med tidligere.