Mere økologi, en styrket indsats for naturen, flere grønne arbejdspladser og mindre CO2-udledning.

Det er nogle af de grønne indsatsområder, som regeringen i forbindelse med årets finanslov er blevet enige med SF og Enhedslisten om at prioritere de næste fire år. I alt har parterne afsat godt en milliard kroner til grøn omstilling.

- Regeringen har en ambitiøs plan om at fordoble det økologiske areal, og derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu afsætter yderligere 30 millioner kroner årligt til at booste økologien. De ekstra millioner kan for eksempel gå til at få flere til at omlægge til økologi og til at finde nye afsætningsmuligheder for danske økologiske varer i udlandet, lyder det fra fødevareminister Dan Jørgensen (S) med henvisning til, at der er afsat 120 millioner kroner til en styrket økologiindsats.

Hos miljøminister Kirsten Brosbøl (S) er der også tilfredshed med aftalen:

- Naturen er mange steder under massivt pres. Med finansloven understreger regeringen, at vi mener det alvorligt, når vi siger, at vi vil gøre Danmark grønnere.

Her kan du få overblik over hele aftalen.