Verdens stærkeste mejetærsker har nu også sat verdensrekord i høstkapacitet.

 Med kontrol af Guinness World Records er det lykkedes for New Holland CR10.90-modellen med Twin-rotor systemet og Cursor 16-motoren med ikke mindre end 653 hk på en mark i Lincolnshire i Storbritannien at slå den hidtidige høstrekord af mest hvede i otte timer. Rekorden lyder nu på 797,656 ton, hvor den hidtil var 675,84 ton.

Det høstede areal på de otte timer var på 80,2 hektar, og derfor blev der høstet helt præcist 99,7 ton i timen i gennemsnit. Da det gik allerbedst under rekordforsøget, var kapaciteten oppe på 135 ton i timen i en afgrøde med et gennemsnitligt udbytte på 9,95 ton pr. ha og et gennemsnitligt fugtindhold på 16,2 procent.

Rekorden blev sat med et brændstofforbrug på kun 1,12 liter pr. ton høstet korn, hvor halmsnitteren var aktiveret hele dagen.