Dødsulykke på landbrug medfører strakspåbud

En ulykke, der kostede en 41-årig mand livet, kunne være undgået, vurderer Arbejdstilsynet

Arbejdstilsynet har givet et strakspåbud til en fynsk landmand i Glamsbjerg, efter en 41-årig mandlig ansat mandag faldt ned fra en fire meter høj stige. Det skriver Fyens.dk.

Faldet betød, at den 41-årige, der var fra Rumænien, fik så alvorlige skader, at det kostede ham livet. Ulykken kunne være undgået, vurderer Arbejdstilsynet, ifølge Fyens.dk.

- Det var ikke sikret mod nedstyrtning, fortæller tilsynschef Lene Teilberg og forklarer, at der burde være et stillads, hvis der er tale om længerevarende arbejde.

- Hvis der er tale om kortvarigt arbejde, kan det være nok at sikre sig med liner, siger hun.

Der var hverken stillads eller liner mandag. Arbejdstilsynet er lige nu i gang med at vurdere, om overtrædelsen har været så slem, at arbejdsgiveren skal politianmeldes.

Læs også