I den forgangne weekend var der Økologisk Høstmarked rundt omkring i landet, hvor 76 øko-gårde gav mulighed for at få et kig på økologiske dyr – og få smagsprøver på økologiske produkter.

Den mulighed benyttede 47.000 gæster sig af. Det oplyser Økologisk Landsforening.

- At der på trods af det regnfulde vejr i weekenden alligevel var så mange, der valgte at tage ud og opleve et økologisk landbrug på første hånd, vidner om en stor interesse for økologi og for at komme tættere på fødevarerne, siger projektleder i Økologisk Landsforening Birgitte Nygaard.

Hun peger desuden på, at Økologisk Høstmarked er med til at give børn et forhold til, hvor vores fødevarer kommer fra:

- De færreste børn har i dag en direkte tilknytning til landbruget, men til Økologisk Høstmarked oplever børnene den økologiske fødevareproduktion i børnehøjde. På nogle gårde har de eksempelvis prøvet at male korn eller valse havregryn, hive økologiske grøntsager op af jorden eller se øko-køerne blive malket.

Ifølge Økologisk Landsforening har flere end en million gæster været med til at fejre høsten af sommerens avl og afgrøder på økologiske gårde, siden Økologisk Høstmarked fandt sted for første gang i 1993.