Minkerhvervet bugner med avlere, der gerne vil overdrage deres farme til unge friske kræfter. Men det er svært. For selvom flere af de veletablere minkavlere gerne vil sælge til de unge, der gerne vil købe, så låner realkreditinstitutterne ikke penge til mink-folk.

Sådan lyder det fra Vestjysk Landboforening, der på baggrund af interessen afholder match-møde for minkfolk først i september. Her kan etablerede minkfarmere møde eventuelle kommende avlere og få gode råd omkring finansiering, selskabsformer, avlsmateriale og hjælp ved salg og køb.

En gennemsnitlig minkfarm med cirka 2.200 tæver koster cirka 10 millioner kroner at erhverve, og generelt er der stor aldersspredning mellem eventuelle købere og sælgere i minkerhvervet.

Helt urimeligt

Ifølge Søren Behrmann, chef for økonomi i Vestjysk Landboforening, er det helt urimeligt, at pengeinstitutterne er tilbageholdene med låne penge til de unge, der er interesseret i at overtage de ældres farme.

Han spår et svært generationsskifte for et af Danmarks største eksporterhverv, der årligt eksporterer mink for over 10 milliarder kroner, hvis ikke der findes politisk interesse for at lempe vilkårene.

- Flere farme er i dag moderniseret med stålbuehaller og automatiseret lugtneutralt rensningsanlæg. Det betyder bygninger, der snildt kan ombygges til anden produktion om nødvendigt, siger han og forklarer, at dermed er de økonomiske risici ved at låne ud til minkfolk faldet betragteligt i forhold til tidligere tiders træbur-haller uden værdi.  

- Men som det ser ud nu kommer fremtidens minkavlere formentlig til at starte op som deres forgængere.

- Altså fra bunden. Vi ser flere nye minkavlere begynde generationsskifte i det små med få tæver og i lejede bygninger, siger Søren Behrmann.

Mødet i Vestjyllands Landboforening finder sted 4. september.