Kronvildt koster dyrt
Flertallet af de hårdest ramte landmænd har ifølge undersøgelse ikke en nævneværdig økonomisk gevinst på vildtkød eller jagtleje
Ud af 1.874 ejendomme er der registreret skader på 209 ejendomme, og estimatet er, at skaderne koster i alt 3,2 millioner kroner. Det er en stigning på 60 procent i forhold til estimatet fra 2013, og skyldes blandt andet, ifølge interviews med de hårdest ramte landmænd, en kraftig stigning i bestanden, genetableringen af Filsø og hegningen af Klelund.
Udfordringen for de ramte landmænd bliver ikke mindre af, at fugleskræmsler, skræmmekanoner, flamingokasser ophængt på pæle, lugtstoffer som deodoranter, m.v., højest virker 1-2 uger.
Vinterfodring
Samtidig undgår kronvildtet i jagtsæsonen markerne i dagtimerne, hvor de må skydes. Dog kan man få dispensation til at skyde enkelte kronkalve før og efter normal tilladt skydetid.
Hvis man har problemer med skader i poppel- og granplantninger, kan det ligeledes ifølge undersøgelsen hjælpe at vinterfodre uden for arealerne med wrap lavet af foderblandinger til hjortevildt eller kløvergræs.
- Hvis der fodres med roer, kartofler eller gulerødder, opleves større skader på træerne, måske fordi der mangler grove fibre i foderet, hedder det på www.jlbr.dk.
Ikke gevinst på jagtleje
Krondyrskaderne er geografisk koncentreret i området ved Brande/Ejstrupholm, området ved Sdr. Omme/Påbøl, området ved Frederikshåb/Vorbasse/Hovborg, området syd og øst for Ribe samt området ved Oksbøl/Filsø, viser rapporten, som kan findes på Jysk Landbrugsrådgivnings hjemmeside.
Flertallet af de hårdest ramte landmænd har ifølge undersøgelsen ikke en nævneværdig økonomisk gevinst på vildtkød eller en højere jagtleje, da de ikke lejer jagten ud.