Sædfirma kan nu også inseminere
Sædfirmaet Dansk ABS har ansat to inseminører i Himmerland og tilbyder nu mælkeproducenter hele reproduktionspakken
Derved kan Dansk ABS, der tidligere kun importerede og solgte sæd fra ABS, nu stå for hele reproduktionen ude hos mælkeproducenterne lige fra valg af tyr til sæd, insemineringsplan og selve insemineringen.
Robin Sørensen og John Roed Nielsen har faste ruter i Himmerland, som er det område, de dækker.
- I første omgang koncentrerer vi os om Himmerland, men hvis efterspørgslen er der, så kan vi ansætte flere inseminører, siger Robert Bruinsma, der har syv deltidssælgere ansat over hele landet.
Klar til at konkurrere
Som det eneste andet firma i Danmark, der tilbyder hele reproduktionspakken, er Dansk ABS klar til at konkurrere om kunderne på markedet.
Og de har meget at tilbyde og er et godt alternativ, mener Robert Bruinsma.
Blandt andet har de adgang til ABS’ tyreudvalg fra verden. Hvert år afprøves der 500 holstein-tyre i ABS-regi, og de har ingen problemer med at skaffe sæd fra de allerbedste tyre til de danske mælkeproducenter.
Blandt andet er der tilgængeligt sæd fra Balisto (Bookem x Watson), der lige nu har det højeste NTM-tal i Danmark på 44.
Samtidig kan Dansk ABS vælge frit fra hele sortimentet.
- Vi er ikke bundet af at vælge nogle af de mindre gode tyre, for vi har ikke noget lager, der skal bruges, siger Robert Bruinsma.
Undgår at separere fra
Mælkeproducent Karsten Mikkelsen, Langhøjgaard i Stenild ved Hobro, er en af de kunder, der nu både køber sæd og får insemineret de 250 køer ved Dansk ABS, der som noget nyt har to inseminører i området og derfor kan tilbyde hele reproduktionspakken.
Tidligere skulle han have separeret køerne fra, inden inseminøren kom, men det slipper han for nu.
Det sparer ham meget tid og bøvl, fortæller han.
Ikke mindst fordi hans stald ikke er så moderne, at den har separationsafdeling, men også fordi, at han tidligere måske skulle have separeret en ko fra hele tre gange –, en gang til selve insemineringen, en gang til drægtighedsundersøgelsen og en gang mere, hvis den ikke var blevet drægtig.
Det er af hensyn til arbejdssikkerheden, at køerne skal separeres fra. Men inseminørerne fra Dansk ABS vil godt inseminere, selvom der går løse køer bagved.
- Hvis man har god tid og erfaring med køer, så er det ikke noget problem, siger Robin Sørensen, der er én af de to inseminører hos Dansk ABS.