40 fynske køer måtte blive hjemme
Fire besætninger måtte lige op til Det Fynske Dyrskue melde afbud på grund af spor af sygdomme. Systemet fungerer, påpeger konsulent
40 køer fra fem besætninger, som ellers var tilmeldt Det Fynske Dyrskue fra fredag og frem til søndag, måtte blive hjemme, efter prøver havde påvist tegn på sygdom.
I et af tilfældene var det en besætning, hvor prøver fra tankmælken viste spor af B-streptokokker (yverbetændelse), mens to besætninger lige op til skuet faldt for antistoffer over for Mycoplasma, ligeledes i tankprøver.
Endelig var analyseusikkerhed årsagen til, at en fjerde malkekvægsbesætning i aftes også måtte melde fra.
Influenza i en femte besætning gjorde også, at ejeren valgte at blive hjemme med sine malkekøer.
Med i alt 205 tilmeldte malkekvæg bevirker frafaldet fra de 40 køer, at der fredag "kun" er 160 køer til bedømmelse på dyrskuepladsen.
Inden for kødkvæg er der også frafald, idet en naturkvægbesætning er faldet for salmonella dublin ved blodprøvningen op til deltagelsen ved dyrskuet.
- Det er naturligvis træls for de berørte udstillere og udstillingen i det hele taget, men det vidner om, at systemet virker, og at ejerne har stor ansvarsbevidsthed, påpeger den ansvarlige for kvægudstillingen på Det Fynske Dyrskue, kvægbrugskonsulent Per Einshøj.