Agri Nord bringer advokater på banen
Fremover vil Agri Nords advokater kunne hjælpe med juridiske tvister hele vejen til en retssag, hvis det måtte blive nødvendigt
Den 15. juni er AN Advokater ApS således en realitet. Begrundelse for at oprette en selvstændig virksomhed skal findes i reglerne for, hvornår det er tilladt at bruge titlen advokat – og hvornår det er tilladt at møde i retten.
- Ved at oprette AN Advokater kan vi tilbyde vores kunder en totalløsningen inden for juridisk rådgivning, idet vi også kan møde i retten, hvis det bliver nødvendigt. Samtidig giver det mulighed for at søge retshjælpsdækning i forbindelse med eksempelvis ekspropriationssager, da vi som advokatvirksomhed er dækket af retshjælpsforsikringen, siger teamleder for Agri Nords kontor for Jura & Ejendom Henrik Nielsen.
Han er også advokat, men den titel må han kun benytte, hvis han er ejer eller er ansat i en virksomhed med advokatbestaltning.
Det er Henrik Nielsen, der står som ejer af AN Advokater, men i praksis indgår virksomheden som en del af Agri Nord – blandt andet på den måde, at indtægterne fortsat ender hos landboforeningen.
- Hidtil har vi haft et samarbejde med advokat Henrik Skaarup som bistand, hvis sager ender for en domstol. Det samarbejde fortsætter vi, men med AN Advokater vil jeg også kunne repræsentere landmænd og andre kunder i retten, sådan som jeg også gjorde i mit tidligere job, siger advokat Henrik Nielsen.
Henrik Nielsen håber også, at AN Advokater giver bedre muligheder for at markedsføre sig over for erhvervskunder uden for landbruget.