Vælg den rigtige rapssort
Tidlig eller sen såning? Stiv lerjord? Er jorden kold eller varm? Alt sammen faktorer, der skal med i vurderingen, når der vælges rapssort
Otte blade, otte millimeter rodhals og otte centimeter pælerod er kravene for, hvad rapsplanten skal nå, inden den går i vinterhi.
Agronom Ditte Clausen fra Monsanto har flere bud på sorter, man kan vælge, afhængigt af jordtype, areal og temperament.
- Det er primært et spørgsmål om, hvornår man får rapsen i jorden, siger hun.
- Kan man så omkring 1. august, anbefaler jeg en af vore kompakte sorter, eksempelvis DK Explicit eller DK Exstorm.
- Er man senere på den, og det vil sige efter 22. til 23. august, så er der behov for en hurtigtvoksende sort, eksempelvis DK Extrovert, DK Exclusiv eller DK Expower. Med mindre man er på en varm lokalitet i det sydlige Danmark, hvor det stadig kan lade sig gøre at så de kompakte sorter hele august, fortæller Ditte Clausen.
Timing er vigtig
Ifølge Ditte Clausen er det af afgørende betydning for vinterrapsens udvikling i efteråret, at såningen er rigtig timet.
På stive, kolde lerjorde er tidlig såning nødvendig. Ditte Clausen anbefaler som udgangspunkt, at man benytter de kompakte sorter ved tidlig såning, men på de stive, kolde lerjorde kan man med held vælge en af de hurtigtvoksende sorter, blot man tager sine forholdsregler og holder rapsen nede ved vækstregulering.
- Og med tidlig såning mener jeg i dette tilfælde omkring 10. august. Væksten vil blive for kraftig, hvis man sår før ved de hurtigtvoksende sorter, siger hun.
Det sene såtidspunkt vælges på de lidt varmere jorde, især hvis der samtidig tilføres næringsstoffer om efteråret.
- Her kan der ved for tidlig såning være risiko for, at
planterne udvikler sig for kraftigt om efteråret, og vækstpunktet derfor kommer
for højt op, hvorved planterne er stærkt udsatte for udvintring især under
frostvejr, fortæller hun.
Skift sort undervejs
Modsat er der ved sen såning risiko for en for ringe udvikling inden vinteren, hvor planterne ikke når deres mål, og derfor får en dårlig start med for lavt udbytte til følge.
- Det er selvfølgelig altid en afvejning og en vurdering af den konkrete mark på det konkrete tidspunkt, men som udgangspunkt anbefaler jeg, at man bruger de kompakte sorter og får sået i tide, det vil sige primo august.
- Har man store arealer, hvor man på forhånd ved, at man ikke bliver færdig før midt, sidst i august, er det en fordel at skifte sort undervejs, således, at man, når man når forbi 22. til 23. august, vælger en hurtigtvoksende sort. Så når alle planter at have en god størrelse inden vinter, lyder det fra agronomen.
Sen vinter
De kompakte sorter vokser også i foråret langsommere end de hurtigtvoksende.
- Og det viste sig at være en fordel sidste år, hvor vi havde en varm marts efterfulgt af en vinterperiode. Den varme marts gav startskuddet til rapsplanterne. De hurtigtvoksende lagde hurtigt fra land og betalte for det, da vinteren pludselig kom tilbage. De kompakte nåede ikke at blive berørt i nær samme grad.
- En afbalanceret vækst kan være positiv, og her er de kompakte sorter langt lettere at styre, forklarer hun.