Internationalt ridestævne på Fyn

Dyrskuepladsen i Odense skal i næste måned danne rammen for et nyt internationalt ridestævne

Forsommerens nye samlingspunkt i den danske hesteverden »JBK Horse Festival« kommer til at finde sted midt på Fyn.

Nærmere betegnet er det Odense Dyrskueplads, der kommer til at danne rammen om et brag af et internationalt ridestævne fra den 15. til 18. maj.

Stævnet er et nyt koncept fra arrangørerne, der også står bag World Cup stævnet i Odense Congress Center i uge 41 og 42, og også denne gang er det med ridning på topplan som det naturlige midtpunkt.

International klasse

Ved JBK Horse Festival er det sportslige omdrejningspunkt en afdeling af Nations Cup i springning. En slags landskamp mellem hold fra op til 13 nationer. Derudover byder programmet på internationale springklasser og masser af national ponyspringning med deltagelse af ponyryttere fra hele landet.

Selve stævnepladsen bliver med stand-område med tilbud til hele familien.

Allerede nu har arrangørerne ambitioner om at udvide konceptet i de kommende år og skabe en ægte hestefestival med polo, islændere, ponygames og så videre, og det med deltagelse af op til 1.000 heste.

For at få så mange tilskuere som muligt, er der i år gratis entré for alle.

Læs også