Det vil angiveligt skabe et hul i statskassen på 2,8 milliarder kroner i 2015, hvis forsyningssikkerhedsafgiften afskaffes
Regeringen arbejder lige nu med helt konkrete planer om at øge
bundskatten og sænke personfradraget for alle skatteydere mod en afskaffelse af
den udskældte forsyningssikkerhedsafgift - også kaldet brændeafgiften.
Det skriver Berlingske, som er kommet i besiddelse af et
»faktaark«, som skatteminister Morten Østergaard (R) onsdag præsenterede for
parterne bag energiforliget til forhandlinger om brændeafgiften.
Ifølge Berlingske foreslås det helt at afskaffe
forsyningssikkerhedsafgiften, hvilket vil skabe et hul i statskassen på 2,8
milliarder kroner i 2015. For at dække hullet foreslår ministeren en
forhøjelse af bundskatten med 0,4 procentpoint og nedsættelse af
personfradraget med 600 kroner.
Ifølge beregninger, som den borgerlige tænketank Cepos har lavet,
vil det koste en helt almindelig LO-familie 2.500 kroner om året.