Styrelse vil have landmænd til tasterne
Landmænd venter ofte til sidste øjeblik med at indsende ansøgninger til arealstøtte, lyder det fra NaturErhvervstyrelsen
I styrelsen peger man på, at ud af de 15.400 ansøgninger, der var indsendt pr. 14. marts, var blot 2.500 indsendt af landmanden selv.
- Landmændene står selv for omkring 14.000 ansøgninger hvert år, men de venter ofte til sidste øjeblik, lyder det fra NaturErhvervstyrelsen.
Derfor opfordrer EU-direktør Sarah Børner til, at landmændene allerede nu går i gang med at indsende ansøgningen inden fristen den 16. april:
- Mit råd er, at landmænd ikke venter til sidste øjeblik, da der kan være brug for hjælp til de nye ting i skemaet i år. Vi får mange opkald om Internet Markkort, betalingsrettigheder og GLM-regler, og vi har bedre tid til at hjælpe den enkelte nu, hvor vi kun har omkring 750 opkald om ugen. I tiden lige op til ansøgningsfristen forventer vi tre gange så mange opkald. Men vi vil gerne hjælpe flere tidligere, så gå i gang nu, siger Sarah Børner på NaturErhvervstyrelsens hjemmeside.
Her kan man også finde en instruktionsvideo, der er lavet om Tast selv-service. Videoen viser trin for trin, hvordan man udfylder og indsender sin ansøgning. Man kan også få en trin-for-trin guide på hjemmesiden.