Svineproducent hilser rådgivning fra Danish Crown velkommen

Danish Crown vil hjælpe svineproducenter til at realisere et uudnyttet potentiale. God ide, lyder det fra slagtesvineproducent

I dag tilbyder Danish Crown allerede svinefaglig rådgivning til slagtesvineproducenter i det små, men den rådgivning er på vej til at blive udbygget til at være et tilbud til alle andelshavere med slagtesvin.

- Vi kan konstatere at mange slagtesvineproducenter har et uudnyttet potentiale, og det vil vi gerne hjælpe dem med at realisere, forklarer Jacob Rasmussen, afdelingschef i DC Ejerservice.

Han oplyser, at der er tale om en abonnementsbaseret ordning, hvor producenterne kan vælge imellem flere pakker, der på forskellige niveauer giver sparring i den daglige drift.

Slagtesvineproducent Holger Iversen, Augustenborg, er en af de svineproducenter, der hilser det nye initiativ velkommen.

Tiltrængt initiativ

- Det er jo bare ikke sket noget i rådgivningen de sidste 10 år. Ergo har der slet ikke været nok fokus på slagtesvinene de senere år, og produktiviteten i slagtesvinebesætningerne har jo stort set stået stille i flere år, siger svineproducenten, der selv har tænkt sig at benytte sig af Danish Crowns nye tilbud.

Holger Iversen producerer 10.000 slagtesvin årligt til Danish Crown og sælger omkring 15.000-16.000 smågrise årligt.

- Danish Crown har jo en unik mulighed for at benchmarke besætningerne, så det virker rigtigt fornuftigt, at de starter rådgivning, erklærer svineproducenten, der også sidder med i Danish Crowns repræsentantskab.

- Første gang jeg blev præsenteret for ideen, må jeg da indrømme, jeg syntes, at det virkede lidt underligt, men i dag kan jeg faktisk godt se det fornuftige i det, erklærer han.

Læs mere i Effektivt Landbrug fredag.

Her kan du se, hvordan du tegner abonnement.




Læs også