Ministre skal i samråd for regeringens klimapolitik

Rapport fra det miljøøkonomiske råd, der kritiserer danske klimaambitioner, betyder, at miljøministeren og klimaministeren skal i samråd.

De danske klimaambitioner er blevet så høje, at de forringer konkurrenceevnen, beskæftigelsen og velstanden i Danmark. Sådan lyder konklusionen i en rapport fra Det Miljøøkonomiske Råd, der udkommer i denne uge. Rapporten er dybt bekymrende, mener Venstres Esben Lunde Larsen, der er medlem af Folketingets miljøudvalg.

Han har derfor indkaldt miljøminister Kirsten Brosbøl (S) og klimaminister Rasmus Helveg Petersen (R) i et samråd, for at spørge om, hvad regeringen vil gøre i forhold til den skadelige miljø- og klimapolitik.

- Venstre har hele tiden sagt, at regeringens miljø- og klimapolitik er gift for dansk landbrug- og erhvervsliv. Nu viser tal fra Det miljøøkonomiske Råd sort på hvidt, at de danske ambitioner har taget overhånd og i for stor grad svækker økonomien. Det er meget alvorligt, og det er regeringen nødt til at forholde sig til, siger han.

Rapporten anbefaler, at Danmark nøjes med et niveau svarende til de øvrige EU-lande. Esben Lunde Larsen håber, at han i samrådet vil få regeringen til at forholde sig til de konkrete anbefalinger, som Det Miljøøkonomiske Råd kommer med.

- Jeg håber, at vi kan få en konstruktiv dialog omkring, hvordan vi bedst muligt løser de klima- og miljømæssige udfordringer, uden hovedløst at sende ekstraregninger til danskerne eller dansk erhvervsliv, siger han.

Læs også