Her er detaljerne i Danish Crowns strukturplan
Mange hundrede medarbejdere bliver berørt af en ny strukturplan
Bestyrelsen har blandt andet givet grønt lys til at to afdelinger lukker i Faaborg.
Men strukturplanen indebærer også andre tiltag i koncernens afdelinger. De præsenteres således af Danish Crown:
Danish Crown Faaborg
- Danish Crown i Faaborg udbener skinker og producerer backs (råvarer til slicet back bacon) og skinke halvfabrikata (metapress-skinke).
- Lukningen berører 409 medarbejdere, og Danish Crown opretter en jobbank med det mål at hjælpe dem videre med uddannelse eller andet arbejde.
- Afdelingen lukkes senest i begyndelsen af 2016.
- Der bliver nu iværksat en analyse for at afgøre, om produktionen skal flyttes til Polen eller Tyskland.
Tulip Faaborg
- Tulip i Faaborg producerer kølede og frosne færdigretter.
- Lukningen af fabrikken berører 63 ansatte, og Tulip opretter en jobbank med det mål at hjælpe dem videre med uddannelse eller andet arbejde.
- Overflytning af produktion fra Tulip i Faaborg sker løbende, og fabrikken lukker endeligt i september 2014.
- Cirka 70 procent af produktionen i Tulip i Faaborg overflyttes til Tulip i Aalborg, hvor Tulip investerer cirka 30 millioner kroner og skaber nye arbejdspladser i byen.
- Den resterende produktion fordeles på de øvrige fabrikker.
Danish Crown Rønne
- Danish Crown i Rønne slagter cirka 8.700 svin om ugen og cirka 200 søer om ugen.
- Afdelingen har cirka 190 medarbejdere.
- Der er behov for årlige besparelser på 20-25 millioner kroner for at sikre en rentabel produktion.
- Danish Crown indgår nu i forhandlinger med medarbejdere, andelshavere og myndigheder om besparelserne og forventer at afslutte forhandlingerne senest 1. juni 2014.
Danish Crown i Skærbæk
- Danish Crown i Skærbæk er et rent soslagteri og slagter cirka 4.400 søer om ugen.
- Afdelingen har cirka 85 medarbejdere.
- Der indledes forhandlinger med medarbejderne i Skærbæk om en økonomisk bæredygtig strategi for soslagtninger på anlægget.
- Forhandlingerne forventes afsluttet inden 1. juli 2014.
Kapacitetstilpasninger på svineslagterierne
- Danish Crown slagtede i regnskabsåret 2012/13 cirka 14,8 millioner svin og søer i Danmark
- Der er omkring 5.200 medarbejdere på DC Porks danske slagteanlæg.
- Igennem de seneste godt fem år er produktionen af slagtesvin i Danmark faldet med godt 20 procent. Danish Crown har derfor en overkapacitet på svineslagterierne, der nødvendiggør en tilpasning af kapaciteten for at sikre en konkurrencedygtig produktionsstruktur
- Der indledes lokalforhandlinger med medarbejderne på slagtestederne om tilpasning af kapaciteten svarende til en kapacitetsnedgang på cirka 20.000 grise pr. uge. Tilpasningen skal først og fremmest ske ved en reduktion i aftenslagtningen
- Cirka 350 medarbejdere bliver berørt af kapacitetstilpasningerne.