LMO og rådgivningsdelen fra Samsø Landboforening kan være slået sammen fra 1. januar.
Samsø Landboforenings rådgivningsdel og LMO har indledt
fusions-forhandlinger, meddeles det i en pressemeddelelse. Hvis forhandlingerne
vedtages på Samsø Landboforenings generalforsamling 18. december og af
bestyrelserne i ejerforeningerne bag LMO, forventes fusionen at være en
realitet fra 1. januar 2014.
Samsø Landboforenings kontor på Samsø opretholdes. Samsø
Landboforening har valgt denne løsning, ud fra ønsket om en fremadrettet
styrkelse af rådgivningen på Samsø, men også ud fra den betragtning, at et
samarbejde med LMO bedst kan sikre, at der kan opretholdes en afdeling på Samsø
med lokale arbejdsplader, og med service i nær kontakt med kontorets brugere.
Samsø Landboforening vil fortsætte uændret som selvstændig landboforening, og
ejendommen på Museumsvej vil fortsat være ejet af landboforeningen.
- Vi har i mange år haft et rigtigt godt samarbejde med det
tidligere LRØ, nu LMO. Derfor er fusionstankerne en naturlig udvikling for os -
også i forbindelse med at vores centerleder er på vej på pension og gerne vil
have mere tid til sin gård, siger formand for Samsø Landboforening, Henrik
Øster.